---
title: "Køge Bugt som en del af marin naturnationalpark Øresund"
description: "Køge Bugt Alliancen kunne i udgangen af februar 2026 glæde sig over, at Køge Bugt er blevet udpeget som en marin naturnationalpark sammen med det nordlige Øresund. Den nye naturnationalpark vil strække sig fra nord ved Gilleleje Flak og Tragten til syd ved Stevns Rev. I Køge Bugt vil den marine naturnationalpark dække et havområde fra kysten og cirka tre sømil ud i bugten. En vigtig detalje som Køge Bugt Alliancen har kæmpet for, da det vil sikre en øget beskyttelse af kystnære levesteder for fisk og bunddyr, blandt andet ålegræsenge."
date: "2026-06-30"
created: "2023-08-17"
---

[Hjem](https://www.koegebugtalliancen.dk/)

                [Køge Bugt som en del af marin naturnationalpark Øresund](https://www.koegebugtalliancen.dk/koege-bugt-som-en-del-af-marin-naturnationalpark-oeresund)

# Køge Bugt som en del af marin naturnationalpark Øresund

Køge Bugt Alliancen kunne i udgangen af februar 2026 glæde sig over, at Køge Bugt er blevet udpeget som en marin naturnationalpark sammen med det nordlige Øresund. Den nye naturnationalpark vil strække sig fra nord ved Gilleleje Flak og Tragten til syd ved Stevns Rev. I Køge Bugt vil den marine naturnationalpark dække et havområde fra kysten og cirka tre sømil ud i bugten. En vigtig detalje som Køge Bugt Alliancen har kæmpet for, da det vil sikre en øget beskyttelse af kystnære levesteder for fisk og bunddyr, blandt andet ålegræsenge.

## Levested for dyre- og planteliv

I Køge Bugt trives en bred vifte af havlevende dyrearter, og bugten er et vigtigt levested og trækområde for mange fugle. Samtidig er er Køge Bugt voksested for især ålegræs, som er vigtigt for havets økosystem, da det fungerer som levested, fødekilde og yngleplads for mange forskellige slags organismer.

## Hvad er en marin naturnationalpark?

Når et havområde udpeges som marin naturnationalpark betyder det, at området som udgangspunkt beskyttes mod de forstyrrelser og ødelæggelser, der kan have en negativ påvirkning på havmiljøet og dyrelivet. Det gælder blandt andet slamklapning, fiskeri med bundslæbende redskaber og råstofindvinding. Det særlige ved en naturnationalpark er, at naturen i området så vidt som muligt skal have lov til at udvikle sig på sine egne præmisser. En marin naturnationalpark omfatter således havområder og kystnære områder, hvor den menneskelige indblanding er minimeret, og økosystemet over og under havoverfladen passer sig selv.

## Midler til naturgenopretning og formidling

Som en del af den politiske aftale om de nye marine naturnationalparker i Øresund og Lillebælt, er der afsat 100 mio. kr. til naturgenopretningsprojekter og formidlingsindsatser. I aftalen er der afsat hele 57 mio. kr. til naturgenopretning i Køge Bugt. Pengene skal bruges til at lave stenrev og muslingerev samt til undersøgelse og genopretning af tidligere råstofområder bugten.

## Betydning for Køge Bugt

Marin naturnationalpark Øresund som et stort, sammenhængende hav- og kystområde er til gavn for både dyre- og plantelivet – og for de mange borgere, som hver dag vil kunne opleve glæden ved den rene og uspolerede natur. Med en øget beskyttelse af havområdet, håber Køge Bugt Alliancen, at også vores børn og børnebørn vil kunne færdes på, ved og i et unikt havområde, som byder på rent vand og en mangfoldighed af liv.
Køge Bugt Alliancen vil fortsat have et fokus på, at der med den marin naturnationalpark i Øresund også følger en reel beskyttelse af havområdet. Køge Bugt Alliancen følger aktivt med i myndighedernes arbejde med de marine naturnationalparker og kommunernes rolle i disse.

                            [Faktaark - Køge Bugt](https://www.koegebugtalliancen.dk/p/MOLIRIMEDIA/cb5f0cae-3313-425c-3dcf-08db9fda40af)

                            [Notat - Beskyttelse af havmiljøet Køge Bugt](https://www.koegebugtalliancen.dk/p/MOLIRIMEDIA/99f85a60-4d43-4af3-ed4d-08dba88b4332)
